Musikundervisning

På OE har vi ikke musiklinjer, som du måske kender det fra andre efterskoler. Hos os sammensætter du i stedet dit eget mangfoldige musiktilbud ud fra de musikvalgfag som du er nysgerrig på. I løbet af året har du tre forskellige valgfagsperioder, så kommer til at prøve lidt af hvert. Derudover er instrumental, musikteori, fælleskor og sammenspil obligatorisk for alle.

Instrumental

På OE er instrumentalundervisning med i prisen. Det betyder, at du i alle normale skoleuger har 20 minutters undervisning på dit hovedinstrument, som også kan være sang. I de tilfælde hvor undervisningen på netop dit instrument ikke spilles af vores egne musiklærere, så samarbejder vi med Svendborg Musikskole og finder sammen med dem en egnet timelærer, som kommer ud på efterskolen. Og så tilbyder vi også, at du kan få en øvetid i en stilletime hver uge.

Musikteori

På OE har vi niveaudelt musikteori, og alle elever bliver derfor fordelt på et af vores fem teorihold. Niveauet fastlægger vi ved hjælp af en prøve i starten af skoleåret, så vi sikrer at du kommer på et hold, som kan hjælpe dig videre fra der hvor du er. I musikteori lærer du også at bruge programmet Musescore, som du derfor skal have downloadet og installeret på din computer.

Fælleskor

Vi synger meget på OE. Både til morgensamling, lærerne synger til deres lærermøder, der er fredagssang – og så er der efterskolens store fælleskor. Hvor torsdag synger du i fælleskoret sammen med hele årgangen, og korets dirigenter leder jer igennem både klassiske og rytmiske satser. Til nogle af numrene er der også band – som selvfølgelig består af elever. Derudover har vi også kordage og korweekender. I forårssæsonen tager vi hul på fælleskorets mange koncerter med vores nytårskoncert og herefter er der både turné og ture rundt i Danmark, hvor koret viser hvad de kan. 

Musikhold

På OE er året inddelt i tre valgfagsperioder, på ca. 3 måneder hver. I den første og tredje periode, er du med på et musikhold, som bliver sammensat af lærerne ud fra det du spiller og de ønsker du har. Her kan du både kan prøve kræfter med dit hovedinstrument, men også prøve at spille andre ting. Sammen med jeres musiklærer fastlægger I et udvalg af sange, som I også spiller på vores Musikdag eller til vores festival. Og hvem ved, måske finder du nogen, som du har lyst til at starte et fritidsband med. 

Musikvalgfag

Udover den obligatoriske musikundervisning (instrumental, musikteori, fælleskor og musikhold), så kan du vælge blandt nedenstående valgfagstilbud, hvori der også er endnu mere musik. 

Groove

Her arbejder vi med det rytmiske element i musikken, skæve taktarter, Neo-soul’ish grooves og dét at få noget simpelt til at swinge og groove. Dynamik, musisk kontakt, lyd og nerve er nøgleordene i dette valgfag.

Øvning med henblik på MGK

Vi mødes ved start, aftaler hvem der øver hvor, og så går jeg rundt og besøger jer i jeres øvning. MGK forberedende på den måde, at jeg kan hjælpe jer med musik, øveteknikker, hørelære, teori, forståelse m.m., så det øger jeres mulighed for at komme ind på MGK.

Sang Master Class

Faget henvender sig til dig, som ønsker at arbejde med stemmen, støtte, vejrtrækningen, performance, brug af mikrofon eller ønsker at øve sig i at synge foran andre. MasterClass’en tilrettelægges efter jeres individuelle ønsker og behov. Der vil også være fælles stemmearbejde og små videosekvenser vi vil kigge på. Det er ikke et krav at have sang i instrumentalundervisning, og der er heller ikke krav til niveau. Alle er velkomne.

MGK forberedende hørelære og solmisation

I dette valgfag vil vi træne øret i at genkende intervaller, treklange, firklange, skalaer og forskellige lettere akkordprogressioner. Vi skal lytte og arbejde med imitation. Vi vil have fokus på de færdigheder, det kræves at have til optagelsesprøven på MGK, og vi tager udgangspunkt i Solmisation, som bruges på bl.a. MGK og Konservatoriet af både sangere og instrumentalister. Solmisation bruges primært i forbindelse med træning af hørelære og prima vista-sang. Vi vil desuden lave lidt grundlæggende SSB træning og rytmeimitation og få forskellige redskaber til, hvordan man selv træner og øver hørelære. Faget kræver ikke at man går til optagelsesprøve på MGK.

Rytmisk nørderi

Vi fordyber os i rytmer og nørder percussion – alle er velkomne, man behøves ikke være trommeslager. Vi vil orientere os mod traditioner fra Vestafrika, Cuba og Brasilien. Vi øver rytmer efter gehør og noder! Man behøves ikke være en haj til noder!

Sangskrivning og strenginstrumenter

Alle er velkomne, man behøves f.eks. ikke være guitarist. Man skal selv have et af de ovennævnte instrumenter med (hvis man ikke har, så lån!) og man skal huske papir, blyant og optager app på sin mobil og være topmotiveret til at skrive egen musik. Det er IKKE et krav at man har prøvet at skrive musik før…