Valgfag

På efterskolen har du tre valgfagsperioder på et år. Hver periode varer ca. 3 måneder og giver dig plads til at dyrke op til fem valgfag hver uge. På den måde sammensætter du dit helt eget skoleår – og du møder mange forskellige kammerater på hvert hold.  

Yoga

Yoga er for alle! – og i særdeleshed for dig, der efter en stressende dag har lyst til at lære at ” geare ned” samt blive mere kropsbevidst. Yoga består af både stående, siddende og liggende øvelser, der øger kroppens styrke og smidighed, forbedrer din kropsholdning og giver dig velvære.

Strik og snak

Her dyrker vi at nørkle, at slappe af, at være social og opleve knitfulness. I Strik og Snor har man mulighed for at lære at stikke og fordybe sig i flere forskellige strikketeknikker samt arbejde med snor på andre måder fx. knytning og broderi. Vi tager udgangspunkt i overskuelige produkter og vægter kvalitet og færdiggørelse. Målet er at lade sig fortrylle af denne del af håndarbejdets verden.

Sangskrivning og strenginstrumenter

Alle er velkomne, man behøves f.eks. ikke være guitarist. Man skal selv have et af de ovennævnte instrumenter med (hvis man ikke har, så lån!) og man skal huske papir, blyant og optager app på sin mobil og være topmotiveret til at skrive egen musik. Det er IKKE et krav at man har prøvet at skrive musik før…

Sang Master Class

Faget henvender sig til dig, som ønsker at arbejde med stemmen, støtte, vejrtrækningen, performance, brug af mikrofon eller ønsker at øve sig i at synge foran andre. MasterClass’en tilrettelægges efter jeres individuelle ønsker og behov. Der vil også være fælles stemmearbejde og små videosekvenser vi vil kigge på. Det er ikke et krav at have sang i instrumentalundervisning, og der er heller ikke krav til niveau. Alle er velkomne.

Rytmisk nørderi

Vi fordyber os i rytmer og nørder percussion – alle er velkomne, man behøves ikke være trommeslager. Vi vil orientere os mod traditioner fra Vestafrika, Cuba og Brasilien. Vi øver rytmer efter gehør og noder! Man behøves ikke være en haj til noder!

Radio

Vi sender live radio hver uge - som vi bagefter udgiver oms podcast på Spotify. I skolens radiostudie er der plads til seks ad gangen, og vi har et fint lille setup, som gør det nemt at bruge jingles, skillere osv. Så hvis du har lyst til at lave noget i stil med P6 elsker, Sara og monopolet eller Gramsespektrum, så er det her du kan øve dig!

Øvning med henblik på MGK

Vi mødes ved start, aftaler hvem der øver hvor, og så går jeg rundt og besøger jer i jeres øvning. MGK forberedende på den måde, at jeg kan hjælpe jer med musik, øveteknikker, hørelære, teori, forståelse m.m., så det øger jeres mulighed for at komme ind på MGK.

Mig og mad

I dette valgfag vil vi have fokus på den mad, vi spiser og hvilken virkning, den har på vores krop. Vi vil komme til at lave meget forskellig mad, få en teoretisk baggrund for, hvad og hvorfor vi tager det i munden samt selvfølgelig bruge vores sanser til at smage på det. Undervejs vil vi ligeledes arbejde med mad ud fra miljø og klima, sæson, brug af rester, god mad til små penge samt kroppens forbrænding af maden, vi spiser.

MGK forberedende hørelære og solmisation

I dette valgfag vil vi træne øret i at genkende intervaller, treklange, firklange, skalaer og forskellige lettere akkordprogressioner. Vi skal lytte og arbejde med imitation. Vi vil have fokus på de færdigheder, det kræves at have til optagelsesprøven på MGK, og vi tager udgangspunkt i Solmisation, som bruges på bl.a. MGK og Konservatoriet af både sangere og instrumentalister. Solmisation bruges primært i forbindelse med træning af hørelære og prima vista-sang. Vi vil desuden lave lidt grundlæggende SSB træning og rytmeimitation og få forskellige redskaber til, hvordan man selv træner og øver hørelære. Faget kræver ikke at man går til optagelsesprøve på MGK.

Groove

Her arbejder vi med det rytmiske element i musikken, skæve taktarter, Neo-soul’ish grooves og dét at få noget simpelt til at swinge og groove. Dynamik, musisk kontakt, lyd og nerve er nøgleordene i dette valgfag.

Friluftsliv

I friluftsliv finder vi roen på gåture i nærmiljøet, hvor du lærer om spiselige planter, årstidernes foranderlighed og dyrelivet. Vi får pulsen op når de store bøgetræer i skolens park skal erobres, men når toppen er nået findes en grundlæggende glæde ved at være en del af noget større.

Førstehjælp

Til førstehjælp skal man hjælpe at give hjertemasage, noget omkring blødninger, ulykker og hvad der ellers hører med til at give livereddende førstehjælp. Vi arbejder også med hjerte/lungeredningsdukker og efter valgfaget, så får du et førstehjælpsbevis, som fortæller at du har teget et 12-timers førstehjælpskursus. Udover at redde live, så kan de også se godt ud på et cv.

Drama og sanseteater

Vi skal udforske skuespil og teater igennem alle sanserne. Smage, lugte, lyde, synsindtryk og kropslige fornemmelser bærer allerede en masse stemninger og erfaringer i sig, og disse bliver udgangspunkt for de øvelser og udforskninger, vi skal igennem. Vi kommer både til at smage på det lette og det tunge, det sjove og det alvorlige. På baggrund af vores arbejde skal vi skabe en forestilling for resten af skolens elever, hvor alle publikums sanser (og forhåbentlig en masse følelser) bliver vakt.